
Grå musemåtter, ikke sorte. Intet er overladt til tilfældighederne, når en elitegamer som Johnathan ’Fatal1ty’ Wendel vælger computerudstyr…
En håndværker skal som bekendt have det rigtige værktøj. Det samme gælder for en gamer. Især, når der er tale om en af verdens bedste gamere, Johnathan ’Fatal1ty’ Wendel.
Som første punkt på programmet under dag to af Copenhagen eSport Challenge fortalte han om det udstyr, der adskiller en professionel gamer fra en normal gamer. Der er simpelthen ikke overladt noget til tilfældighederne og aldrig tale om standardudstyr, når de store gamingkonkurrencer finder sted.
Fatal1ty snakkede om to specifikke stykker udstyr under ’Fatal1ty Tech Talk’, der fandt sted kl. 12 på festivalens dag 2.
Først og fremmest fortalte Fatal1ty, at lydbilledet er utroligt vigtigt under gaming. I sine spæde gamingdage i 90’erne brugte han højttalere, men efter anbefalinger fra andre gik han over til høretelefoner. Årsagen var, at de simpelthen gav mere information om spillenes forløb. Han blev bedre til at skelne afstandene mellem ham selv og fjenderne og kunne på den måde forudse sine angrebsmuligheder bedre. Fatal1ty har siden, i samarbejde med hardwareproducenten Creative, udviklet specielle høretelefoner, der styrker fordelen ved et ordentligt lydbillede, bl.a. ved at sortere støj fra den virkelige verden fra.
Efterfølgende gik Fatal1ty helt i dybden med de specifikke krav, som en professionel gamer stiller til sit hardware.
Musemåtter skal ifølge ham være grå, ikke sorte.
Bemærkningen høstede først mistroisk forbløffelse blandt det fremmødte publikum, men ti-øren faldt hurtigt, da forklaringen kom. Det drejer sig helt specifikt om den type gamingmus, der benytter sig af optisk teknologi til at registre bevægelser, afstande og hastigheder ud fra skyggemønstre. Musemåtten kaster skygger op til en sensor på den optiske mus, som registrerer bevægelsens mønster ud fra disse.
På sorte musemåtter er der ganske vist lidt skygger, men det er overhovedet ikke i samme mængder som grå musemåtter.
I praksis kan man ifølge Fatal1ty mærke forskel, når kampens hede står på – bevæbnet med grå musemåtter, ikke sorte.
